






Fåredammen 2, 5300 Kerteminde
Smuk patriciervilla med stranden for enden af vejen
• Strand for enden af villavejen
• 1. sal gennemgribende renoveret i 2025
• Stuer en suite med højt til loftet
• Sildebensgulve og smukke vægpaneler
• Opvokset have og skov tæt på
Et håndklæde under armen og en kort tur ned ad villavejen. På Fåredammen 2 er stranden tæt nok på til, at en eftermiddagsdukkert kan blive en fast del af familielivet. Her ligger en smuk rødstensvilla fra 1924, hvor sprossede vinduer, fine murværksdetaljer og kviste giver ejendommen et markant og harmonisk udtryk.
Indenfor er det lyset og de lange kig gennem stuerne, der fanger opmærksomheden. Dobbelte glasdøre forbinder opholdsrummene, og næsten tre meter til loftet, lyse plankegulve og smukke vægpaneler understreger villaens herskabelige karakter. Vinduerne indrammer havens grønne træer, og rummene giver plads til både store middage og rolige stunder med familien.
Køkken-alrummet er et naturligt samlingspunkt med en stor køkkenø, spiseplads og brændeovn. Her kan madlavningen følges fra en stol ved øen, mens karnappen giver plads til et lille opholdsmiljø i lyset fra de sprossede vinduer. Via kontoret ligger endnu en stue i forbindelse med udestuen, hvor dobbeltdørene åbner direkte mod terrassen og haven.
På førstesalen, som er gennemgribende renoveret i 2025, får villaen et andet udtryk med synlige bjælker, sildebensgulve og lys fra kviste og ovenlysvinduer. Her er desuden etableret ny gulvvarme, som bidrager til komforten. Tre værelser og en rummelig repos giver familien plads, mens badeværelset er indrettet med fritstående badekar og separat bruseniche. Kælderen supplerer med disponible rum, vaskefaciliteter og badeværelse.
Udenfor giver gamle træer, tætte buske og blomstrende bede haven både karakter og en skøn følelse af privatliv. Terrasserne ligger tæt på huset med plads til lange middage, og på plænen er der rum til leg eller en stille stund i hængekøjen. Carport og udhuse fuldender ejendommen.
Med skoven cirka 150 meter væk, legeplads, tennis- og fodboldbaner tæt på og mulighed for bådliv inden for gåafstand er der meget at samles om uden for hjemmet. Og på sommerdagene er det bare at tage badetøjet på og gå ned til stranden.
Nøglen til det gode liv.



