Vestergade 136, 5300 Kerteminde

Udsigt. Udsigt. Udsigt.

Velkommen til en rendyrket liebhaverbolig, der befinder sig lige ved fjorden og alle mulighederne for at lege på og i vandet med både, surfing og svømning plus alt det andet, som det venlige vand indbyder til her i kanondejlige Kerteminde. Den blev opført i 1960 og markant tilbygget og renoveret i 2011, så man nu får det fulde udbytte af den enestående udsigtsbeliggenhed. Boligen er sat særdeles smagfuldt i stand i en tidløs og minimalistisk stil, hvor alle materialer og farver er udvalgt bevidst, så I vil opleve en gennemført rød tråd af diskret elegance. Man ser det alle vegne, uanset om man fokuserer på det dejlige Invita-køkken, den lette og næsten skulpturelle trappe til første sal eller farvevalgene. En konsekvent, stram og også ret lækker stil.

Grunden ligger cirka fire meter over havoverfladen, så I har frit udsyn over fjorden og ind over byen. Husets pragtfulde primærrum på første sal indeholder køkken, spiseafdeling og stue med kiploft til næsten fire meters højde og fritlagte bjælker. Desuden udgang til altan. Vinduerne vender mod syd, så der er statsgaranti for oceaner af lysindfald. Herfra kan I iagttage den åbne himmel og følge skyernes bevægelser, ligesom I kan kigge uhindret ud over fjorden fra alle vinduerne og altanen. Det er meget naturligt her hele familien vil glæde sig til at samles hver dag til hygge, madlavning, lektielæsning, hjemmearbejde og alle mulige andre aktiviteter. I har værelserne i stueplan. Der er tre med fjordudsigt, og det største har også walk-in garderobe. Et fjerde ligger lidt for sig selv ved entréen og gæstetoilettet. Det er oplagt som kontor eller teenagerværelse, da her både er vindue og terrassedør. Værelset er åbent til kip og har opgang til en dejlig hems på 6,5 m2. Badeværelset ligger ved gangen og med nem adgang fra de tre værelser. Desuden har huset skjult nedgang til en kælder med et lille rum på otte m2. Det holder en konstant lav temperatur hele året, så det er perfekt til vinkælder eller viktualierum. Huset er udstyret med centralstøvsuger, som medvirker til at skabe et godt, allergivenligt indeklima.

I kan glæde jer til en stor grund med masser af plads til hygge og aktivitet. Den bageste halvdel af haven er helt ugeneret. Og grunden er så stor, at I får mulighed for en tilbygning på mere end 100 m2, ligesom der kan opføres carport, garage eller anneks. Rundt om husets østlige, nordlige og vestlige del løber en hævet træterrasse, som også fungerer som svalegang. Her kan I nyde sol morgen, middag og aften. Der er tre udgange til terrassen. Fra terrassens vestlige del er der et godt kig til fjorden. Når I bevæger jer uden for egen grund, er der uendelige muligheder for at nyde livet for alle familiens medlemmer. I har nem adgang til fjorden, hvor I sikkert vil vælge at have en jolle eller båd liggende, så I hver dag kan komme ud på vandet. Måske vil I fiske, hvilket der er gode muligheder for, både med stang og garn. Med motorjolle kan I sejle fra fjorden under Langebro og lægge til ved den gamle havn og Sydstranden, når I skal på café eller restaurant. Fjorden strækker sig cirka ti kilometer ind i landet, så I kan komme på den bedste picnic. I sommerhalvåret er der en livlig trafik på fjorden af speedbåde, vandski, sejljoller og i det hele taget af alt, der kan flyde inklusive vikingeskibet fra Ladby Vikingemuseum. I vil bemærke, at vandet i fjorden opnår en væsentlig højere temperatur end vandet i Storebælt, så det er attraktivt at bade i fjorden. Ved Lillestranden bader mange kertemindere, da man kan springe på hovedet i det fem meter dybe vand direkte fra fiskerbroerne. Der er 900 meter til skole, 500 meter til nærmeste daginstitutioner og kort afstand til Kertemindes historiske bydel med alle de karakteristiske sammenbyggede og meget maleriske huse fra 1800-tallet. Der er masser af events i Kerteminde og den fantastiske og vidt berømmede golfklub Great Northern. Vi glæder os til at vise jer både bolig og beliggenhed.

Læs mere om Great Northern golfklubher

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.