Østerøvej 7, 5800 Nyborg

Strandvilla i Nyborg med havudsigt og vestvendt gårdhave

Den romerske havgud har meget passende fået nogen til at mejsle sit navn ind i murværket på denne villa, der ligger i første række til vandet. Havde havguden selv kunnet vælge sin udkigspost blandt husene på denne fantastiske kyststrækning, er det ikke umuligt, at valget var faldet på lige præcis nummer syv her, for huset er rykket en smule længere ud mod kystlinjen, så man også kan kigge op ad den nordlige kystlinje i retning mod det nærliggende Hotel Nyborg Strand. I øvrigt er det ikke blot fra Neptuns navneskilt, at udsigten er helt enestående vidunderlig. Alle der befinder sig i huset kan nyde udsigten, uanset om man opholder sig i køkkenalrummet og på den tilhørende terrasse i stueetagen eller på første sal, hvor der er havvendt altan fra stuen eller soveværelset, alt efter hvordan I vælger at indrette jer. Der findes også to stuer eller værelser mere med havvendte vinduer.

Huset indeholder tre cirka lige store og dejligt højloftede etager med flere indretningsmuligheder. I stueetagen får I køkkenalrum med udgang til en skøn, østvendt terrasse, hvor I har uendelig udsigt til hav og alt det, der sker eller ikke sker på det vidstrakte vand. Desuden kan I se Storebæltsbroen og Sprogø, måske helt til Sjælland med en god kikkert. Fra køkkenalrummet er der franske døre til stuen. Desuden et stort værelse på etagen. På overetagen ligger det ene af boligens to badeværelser og tre værelser. Fra det største, der er lige velegnet til stue og soveværelse, får I udover den havvendte altan et vindue, der vender mod nord, så man kan betragte stranden og kystlinjen. Ligesom i stueetagen er der her franske døre mellem de to østvendte rum og yderligere et værelse. Den helt tørre, ret højloftede og meget lyse underetage byder på et nyere badeværelse i gode materialer og har både gulvvarme og rainshower. Desuden vaskerum og gode disponible rum.

Grunden er godt udnyttet. Fra østsiden har I ganske få skridt ned til en lille grusvej, som I går henover, når I vil have sand mellem tæerne og får lyst til en dukkert. Stranden er offentlig, men benyttes ikke af ret mange lige her ved jeres hus. På den anden side af huset mod vest får I en vidunderlig gårdhave, hvor I har mulighed for at sidde ugeneret og nyde eftermiddags- og aftensolen. Her er god plads til både middagsbord og loungemøbler. Ejendommen byder også på en carport med plads til to biler og yderligere parkeringsmuligheder på vejen til jeres gæster. I bor tæt på alle Nyborgs herligheder. I kan gå til togstationen. Og der er nem adgang til motorvejsnettet, så I hurtigt er i Odense og København. Velkommen til en eventyrligt velbeliggende ejendom.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.