Glentevej 9, Nordenhuse, 5800 Nyborg

Stemningsfyldt fritidshus direkte til vand, strand og udsigt.

• Terrasser i to niveauer ud til Storebælt
• Moderniseret og løbende vedligeholdt
• Velisoleret og med varmepumpe
• Roligt beliggende i Nordenhuse

Beliggende nord for Nyborg på kyststrækningen ud til Storebælt og i retning mod Kerteminde ligger dette hyggelige og meget stemningsfyldte fritidshus fra 1930 og venter på at få nye ejere. I kan se frem til et løbende vedligeholdt hus, der blev moderniseret i 2010, så det står klar til at blive taget i brug og med al den tidssvarende komfort, som man forventer. I vil især komme til at elske det helt fantastiske terrasseområde, hvor der dels er træterrasse helt op ad huset, på tre sider, og dels den nedre terrasse endnu tættere på stranden, så man føler, at man sidder med fødderne i strandkanten og i øvrigt kan spejde frit ud over vandet, ligesom der er udsigt til Storebæltsbroen og Sprogø mod syd, Romsø og Kerteminde bugten mod nord.

Der er også mulighed for at se og høre vandet, når I er indenfor i huset. I kan således glæde jer til at falde i søvn til bølgebrus og vågne op til samme på dette magiske sted, hvor naturen og vandet spiller en hovedrolle. Samtidig er der mulighed for at slå telt op i haven om sommeren, når I er ekstra mange i huset. Uden for garagen er der en dejlig have, hvor der næsten altid er læ og i øvrigt hyggeligt at sidde nær udepejsen og kigge på den ekstraordinært imponerende rododendronbusk, der har vokset sig stor og smuk.

Indenfor er der to værelser, hvor det ene er oplagt som voksenværelse og det andet som børneværelse med tre pladser, de to i køjesengene og den tredje oppe på hemsen. Opholdsrummet er med stue og køkken i åben forbindelse, og her er to terrassedøre og pejs. Desuden rummer huset en effektiv varmepumpe, som gør det nemt at varme det op hele året, så det altid står klart til at tage imod jer, når I får lyst til en lun og hyggelig weekendtur og til at fejre årets højtider uanset vejret udenfor.

Husets fantastiske beliggenhed giver jer alle muligheder for at komme på friske, smukke og varierende gåture, enten langs stranden eller i de nærliggende grønne skovområder. I kan hurtigt komme ind til Nyborg, og der er kun lidt længere til Kerteminde, mens den nærmeste indkøbsmulighed befinder sig i Ullerslev. Det er hurtigt at komme til motorvejsnettet, når I skal omkring, og bilturen til Odense tilbagelægges på en halv times tid.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.