Strandalleen 54, 5800 Nyborg

Villa i første række til varieret og vidunderlig vandudsigt

• Uhindret udsigt til Storebælt
• Seks terrasser på ejendommen
• Bolig i to planer med god plads
• Tre værelser ovenpå
• Stort opholdsområde i stueplan
• Nem adgang til skov og by

Udsigten er det helt store hit ved denne ejendom. Den er ganske enkelt uovertruffen og helt fænomenal. I kan fra de mange udsigtspunkter både indenfor og udenfor se langt ud over det dragende og mystiske vandelement, der til alle tider har fascineret menneskeheden. Men I må endelig ikke tro, at der blot er uendeligt vandkig uden variation, for der er tale om så meget mere. Variationen i vandspejlingerne, farverne og lyset er præget af en næsten ubegribelig stor forskelligartethed, så de tårnhøje bropiller det ene øjeblik er badet i skarpt lys for det næste at se nærmest grå og anonyme ud. Dertil kommer de tilsatte lyseffekter, som også er en oplevelse værd. Nogle gange har den ene pille én nuance og den overfor en helt anden afhængigt at solens gang over himlen. I vil se drama i sort-grå nuancer og spillevende farveeksplosioner på andre tidspunkter af døgnet og året.

Hvis I har en pensel og et lærred, kan det blive en livslang mission at indfange skønheden af dette eventyrlige view eller jeres egen oplevelse og fortolkning af det. I øvrigt er der masser af livlig trafik ude på havet, som I kan lade øjnene hvile på med alt fra surfere, småbåde og sejlskibe til containerskibe, krydstogtsskibe og ubåde. Udsigten er lige fascinerende i harmonisk solskinsvejr og i det, vi sædvanligvis benævner som dårligt vejr med storm, regn og rusk. I kan heldigvis nyde det hele fra både indendørs og udendørs observationsposter.

Der følger en dejlig og velindrettet bolig med til den skønne udsigt. Det er en stor bolig på 187 kvadratmeter med stueplan og første sal. Ovenpå er der to store værelser og et mindre. Her er ligeledes to altaner, en i hver gavl, og et badeværelse med gulvvarme og god plads. De fælles opholdsrum befinder sig i stueplan, hvor der er køkken og to stuer, som er forbundet af franske døre, ligesom begge har udgang til hver sin overdækkede terrasse. Desuden bryggers og et gæstetoilet ved entréen. I får fjernvarme, og huset fremstår indflytningsklart, så I bare skal købe en kikkert og flytte ind.

I får terrasser i hobetal, så udelivet kan nydes fra mange positioner. Her er i alt seks terrasser. En af dem ligger under åben himmel nede i bunden af haven og dermed meget tæt på vandet. Her kan I sidde ved bordet helt tæt på hækken, der afgrænser jeres grund fra stien og stranden. Når I trænger til en dukkert, rejser I jer fra bordet og går ud ad havelågen og tilbagelægger de 25-30 skridt til vandkanten eller fortsætter lidt ud på badebroen og springer i. Hvis I er vinterbadere, kan man næsten ikke forestille sig mere optimale forhold og en bedre beliggenhed. I bor ligeledes tæt på grønne områder, så I har mulighed for at variere gåturene langs stranden med en skovtur. I øvrigt er der flere spisesteder af høj kvalitet i gåafstand, ligesom det er nemt at komme til Nyborg centrum, hvor der er alt, hvad I skal bruge af skoler, gymnasium og dagligvarebutikker plus andre services og fristelser. Det er ligeledes hurtigt at tage over broen til Sjælland.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.